Seks-årige Ludvig overlevede bilineær leukæmi takket være forskningen, skrev Ludvigs mor, Anja, i går til Kræftens Bekæmpelse sammen med det fine billede af de to små indsamlere, der støtter hinanden og kampen mod kræft. Søndag var nemlig Kræftens Bekæmpelses første landsindsamling, siden corona brød ud, og den oprindelige indsamling i april blev flyttet til august.
Indsamlingen er vigtig for Kræftens Bekæmpelse, fordi kun tre pct. af organisationens midler kommer fra det offentlige – resten kommer fra danskerne. Midlerne går bl.a. til støtte for den forskning, der er med til at redde Ludvigs og andre kræftpatienters liv eller forbedre plejen og sygdomsforløbet, som vi i Changing Cancer Care også er en del af.
Flytningen af indsamlingen kombineret med hedebølge og corona har betydet, at der var langt færre indsamlere på gaden, end der plejer, ligesom langt færre var hjemme i det varme vejr. Og det vil formentligt resultere i et lavere indsamlingsresultat end tidligere år, forudser direktør i Kræftens Bekæmpelse, Jesper Fisker. I 2019 blev der indsamlet 35,3 mio. kr.
Men som noget nyt har Kræftens Bekæmpelse i år lanceret en digital indsamling på Facebook, som fortsætter den næste uges tid. Det er også muligt at donere via Mobile Pay 93 80 00 og ved sms og bankoverførsler. Jesper Fisker opfordrer danskere, som ikke mødte en indsamler søndag, til at benytte de nye digitale donationsmuligheder.
”Kræft holder ikke pause under corona, og kræft er samtidig den sygdom, som flest danskere dør af. Så der er hårdt brug for de indsamlede midler. Derfor håber jeg, at alle som har lyst til at støtte kræftsagen, vil donere i år. Det er vigtige bidrag, som er med til at bane vejen for, at færre får kræft, og at flere overlever og har et godt liv efter sygdommen,” siger Jesper Fisker.