Når en patient med brystkræft skal have opereret en kræftknude væk, er der gode muligheder for, at vedkommende i tiden op til operationen har dyrket hård motion som en del af den indledende behandling. Det sker sideløbende med behandling med kemoterapi, og det er for at gøre knuden mindre. Det er meget muligt, at virkeligheden kommer til at se sådan ud, hvis Julie Gehls og Susanne Daltons hypotese holder. De to læger forsker nemlig ikke kun i ny kræftbehandling i Changing Cancer Care, men også i Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft, hvor et nyt studie ”Forberedelse i stedet for reparation” skal starte i november, i første omgang med et pilotstudie for at undersøge, om noget skal ændres, inden det rigtige studie starter.
De første patienter, som skal deltage, er kvinder, som er i behandling for brystkræft. De modtager kemoterapi før en operation for at gøre knuden mindre, som skal bortopereres. Og meget tyder på, at et intensivt træningsprogram ligesom kemoterapi kan påvirke en tumor til at blive mindre, noget som vil betyde, at en forestående operation bliver mere skånsom, da lægerne vil have større mulighed for kun at fjerne knuden og ikke hele brystet.
Derfor skal patienterne i samarbejde med en fysioterapeut planlægge et forløb med intervaltræning, som skal finde sted tre gange om ugen i en periode op til operationen. Fysioterapeuten er med for at sikre, at træningsforløbet passer perfekt til den enkelte patient, så udbyttet på den måde bliver så højt som muligt. Ud over træningsprogrammet skal patienterne også gå og cykle så meget som muligt.
Susanne Dalton og Julie Gehl har fået alle tilladelserne til at starte studiet, så hvis ikke Covid-19 kommer i vejen, skal det egentlige studie begynde i starten af 2021.
Dansk Forskningscenter for Lighed i Kræft forsker i ulighed i kræft og i, hvad systemet kan gøre for at hjælpe de svageste borgere i behandlingen. Centret er tilknyttet Sjællands Universitetshospital og finansieres blandt andre af Kræftens Bekæmpelse.