I den seneste tid har en håndfuld sygeplejersker muligvis oplevet at have hjertebanken, svedige håndflader og sommerfugle i maven. Det er ikke symptomerne på en farlig sygdom, men på eksamensangst. De sygeplejersker, der har deltaget på kurset ”Patientologi med fokus på nye behandlingsformer til kræftpatienter”, som finder sted på Absalon i Næstved, har nemlig skullet gå til eksamen.
Om det grønne bord er det hele dog gået, som det skulle. Alle de studerende er nemlig bestået med flotte karakterer og god feedback, lyder det fra ph.d. og projektleder ved Absalon, Christina Louise Lindhardt, som er ansvarlig for kurset.
Hun har eksamineret de deltagende kursister, og eksamenen bestod af, at de studerende skulle udarbejde en synopsis med afsæt i onkologisk sygepleje til patienter, der er i behandling med calciumelektroporation. Derefter var der eksamen, hvor kursisterne først fik mulighed for at præsentere et 5 minutters oplæg efterfulgt af 20 minutters eksamination.
Kurset er en prototype, og nu skal indholdet og forløbet evalueres. I løbet af kursets forløb har de deltagende sygeplejersker lært om forskellige ting, som skal give dem et kompetenceløft og forberede dem på fremtidens sygepleje. Derfor har de bl.a. lært om teknikken calciumelektroporation, og de har hørt mere sårpleje, som kan være aktuelt i forbindelse med calciumelektroporation. Også kræftpatienters syn på deres egen krop har været et tema, som er blevet behandlet på kurset.
Ideen er, at det curriculum, som er blevet udviklet til dette kursus, skal kunne bruges på uddannelsesinstitutioner i hele landet og også i udlandet.