På kræftafdelingen på Næstved Sygehus har to HemoScreen-apparater kørt på højtryk den sidste uge. Her har afdelingens personale nemlig testet apparaterne for at lære dem at kende og som forberedelse på, at patienter skal til at tage blodprøver med dem.
Nu skal de første patienter, i denne omgang brystkræftpatienter, en tur ind på ambulatoriet for at prøve kræfter med selv at tage en blodprøve med det mobile blodprøveapparat. Og projektleder Ditte Hartvig har høje forventninger, for det er gået godt med personalets tests af HemoScreen.
-Jeg håber, de tager godt imod det og det lykkedes dem at bruge det, så det giver mening for dem. Vi håber på sigt, at de bliver fri for at tage på hospitalet for at se om de er klar til en ny gang kemoterapi. Vi håber også at blive i stand til at monitorere patienterne hjemmefra, så lægerne kan vurdere deres tilstand på afstand, forklarer Ditte Hartvig.
Herefter skal omkring 30 patienter have et eksemplar med hjem i tre uger, hvorfra antallet af røde blodlegemer (blodprocenten), antallet af hvide blodlegemer (immunforsvarsceller) og antallet af blodplader (celler som sikrer, at blødninger kan stoppes) så skal måles. Normalt skal man ind på hospitalet for at få taget sådan en blodprøve, men ideen med Changing Cancer Cares forskning og testene med HemoScreen er, at patienter selv skal kunne gøre dette hjemmefra, og på den måde både spare sig selv for transporttid og –besvær og også spare en sygeplejerskes tid på det lokale hospital.