Danske Kræftforskningsdage 2022 samlede ca. 500 deltagere fra hele landet.
I dagene d. 25. og 26. august 2022 løb landets største tværfaglige kræftkonference af stablen, da Danish Comprehensive Cancer Center og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper var vært for årets Danske Kræftforskningsdage.
På konferencen deltager ikke kun forskere, men også repræsentanter fra patientforeninger, Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner, og i år samledes ca. 500 deltagere fra hele landet for at vidensdele og diskutere aktuel forskning.
Konferencen blev skudt i gang med en åbningstale af sundhedsminister Magnus Heunicke, hvorefter de to dages indholdsrige og alsidige program begyndte. Changing Cancer Care var repræsenteret flere steder i programmet, bl.a. med to abstracts, der præsenterede forskningsresultater fra projektet, til postersessionen. Det er henholdsvis Malene Støchkel Frank og Pippi Jonassen Bjørck, der er hovedforfattere til de to abstracts.
CCC havde ydermere en stand på konferencens ”markedsplads”, hvor konferencedeltagerne havde mulighed for at se, hvordan brystkræftpatienter har afprøvet blodtest-apparatet HemoScreen, til at tage egne blodtest uden at skulle forlade deres hjem. Deltagerne på konferencen havde ligeledes mulighed for at prøve at måle deres egne blodværdier, og det gav meget stor opmærksomhed fra både kollegaer og folk fra forskellige patientforeninger, der udtrykte ønske om at et sådant tilbud bliver gjort tilgængelig for hhv. deres patienter og medlemmer.