TV2 Øst har besøgt Changing Cancer Care og viste i går et længere indslag om Malene Støchkel Franks forskningsprojekt under CCC. Malene er speciallæge på Onkologisk afdeling ved Sjællands Universitetshospital, og indslaget viser hendes forskning i, hvordan flydende biopsi kan give kræftpatienter hurtigere og klarere svar. Indslaget følger en lungecancer-patient, som med sine blodprøver indgår i forskningsprojektet. Patienten er meget positiv omkring den nye og mindre invasive tilgang og det hurtige svar. ”Det vil betyde alt, det er klart,” siger hun.
Læs TV2 Østs artikel og se indslaget her.
CCC er løbende blevet omtalt i danske og tyske medier.
Vi har lavet en kort oversigt:
Den 13. december 2018 er første gang Changing Cancer Care bliver nævnt i medierne. Det er Dagbladet Roskilde, der under overskriften ”Universitetshospital i spidsen for dansk-tysk projekt” skriver om begyndelsen på CCC. Her bliver der lagt stor vægt på de mange samarbejder, som udgør en stor del af projektet.
Den 1. januar 2019 skriver SKANYT mere dybdegående om Malene Franks projekt om flydende biopsi.
SKANYT er tidsskriftet for SKA ”Sammenslutningen af Kræftafdelinger i Østdanmark” og kan læses her.
Den 23. januar er der en artikel om Changing Cancer Care i Fyens Stiftstidende. Den handler om CCC’s arbejde med at udvikle, afprøve og forsøge at dokumentere uddannelsesforløbet og en mulig opgaveglidning mellem læger og sygeplejersker.
Den 27. januar bliver vi nævnt på Odense Universitetshospitals og Professionshøjskolen Absalons hjemmesider. Det handler om uddannelse af sygeplejersker, der arbejder med kræftpatienter – et af CCC’s forskningsområder.
Den 3. marts bliver Changing Cancer Care for første gang nævnt på Twitter og Facebook. Tweetet er fra Universitet zü Lübeck og kan stadig ses her.
Den 4. marts skriver Lübecker HL-Live, Lübecks Netavis, om det grænseoverskridende samarbejde, der finder sted i Changing Cancer Care. Artiklen med titlen ”Uni Lübeck: 540.000 Euro til kræftforskningen”, nævner vores mange samarbejdspartnere og projekter fra CCC’s tre spor: Elektroporation, liquid biopsy og nye kompetencer til sygeplejersker. Læs artiklen her.
Den 5. marts dækker tyske Wochenspiegel Changing Cancer Care i artiklen ”530.000 euro til kræftforskningen”. De fremhæver blandt andet projektets involvering af patienten i behandlingsforløbet.
Den 4. april er vi igen i Lübecker HL-Live, denne gang i den trykte udgave. Her præsenterer de partnerne i Changing Cancer Care sammen med en kort beskrivelse af projektkonsortiet.
Den 27. maj skriver Kieler Nachrichten om Changing Cancer Care i deres sundhedssektion. Artiklen ”EU fremmer Slesvig-Holstensk-dansk kræftprojekt” beskriver CCC’s tre spor: Elektroporation, liquid biopsy og nye kompetencer til sygeplejersker.
Den 2. juli er professor Dirk Rades i NDR-udsendelsen Schleswig-Holstein Magazin med sin CCC-forskning. Læs mere og se indslaget i artiklen her.