Dansk Selskab for Klinisk Onkologi afholdt deres tilbagevendende årsmøde d. 17.-19. marts, hvor medlemmer af selskabet samles til tre dage fyldt med oplæg og ny viden om forskellige temaer indenfor onkologi. Et væsentligt formål med DSKO’s årsmøde er også at give forskningsaktive mulighed for at præsentere deres arbejde, og der indbydes derfor til at forskere indenfor onkologi indsender abstracts for det forgangne års udgivne forskning. Ud af de indsendte abstract vælges en håndfuld til at præsentere mundtligt, mens resten præsenteres i en postersession. Den mundtlige præsentation og postere bedømmes og det bedste oplæg og poster i hver sin kategori honoreres med en pengepræmie.
Changing Cancer Care var repræsenteret af bl.a. Malene Støchkel Frank, der er speciallæge i klinisk onkologi og ph.d.-studerende, tilknyttet Onkologisk Afdeling og Palliative Enheder ved Sjællands Universitetshospital. Malene Støchkel Franks forskningsområde er liquid biopsy og genomisk profilering indenfor avancereret ikke-småcellet lungecancer og hendes.ph.d.-studie er en del af Changing Cancer Care-projektet under hovedvejledning af Julie Gehl.
Til årsmødet var Malene Støchkel Franks abstract, med titlen: ”Actionable Molecular Alterations Are Revealed in Majority of Advanced Non-Small Cell Lung Cancer Patients by Genomic Tumor Profiling at Progression after First Line Treatment”, blevet udvalgt til mundtlig fremlæggelse. Ved denne mundtlige præsentation havde Malene Støchkel Frank fem minutter til at fremlægge et koncentrat af hendes forskning, der undersøger fordelene ved at udføre re-biopsi ved progression i cancer, for at kunne opnå et bedre udgangspunkt for præcisionsmedicin og dermed forhåbentlig opnå en bedre prognose for patienten med lunge cancer.
Efterfølgende blev de mundtlige fremlæggelser vurderet af et dommerpanel og Malene Støchkel Frank modtog prisen for den bedste præsentation. I Changing Cancer Care er vi stolte af at forskning, der udspringer fra projektet, anerkendes i onkologiske forums.