Et særligt punkt i dette års innovationsrapport er internationale forskningsprojekter, og Changing Cancer Care er med sit Interreg-finansierede dansk-tyske samarbejde et godt eksempel på netop dette. Derfor er der særligt fokus på netop dette projekt. I denne udgave af innovationsrapporten kan man lære mere om et af projektets fokusområder, nemlig at tage blodprøver i hjemmet.
Ideen er at det skal være muligt for kræftpatienter i kemobehandling at tage en blodprøve i hjemmet og dermed undgå transporten til hospitalet hver gang. Det er nødvendigt for patienten at få taget en blodprøve, da lægerne her kan se, om man er klar til at fortsætte behandlingen.
I Changing Cancer Care bruger forskerne et apparat, Hemoscreen, som patienterne kan have stående hjemme i stuen. Lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet i Næstved skal til at lære at bruge apparatet, så de kan instruere patienterne i, hvad de skal gøre. Efter planen begynder de første patienter at få et Hemoscreen-apparat med hjem i september måned. Til dette forsøg er det i første omgang patienter med brystkræft, som afprøver apparatet for at se, om det er brugervenligt og om det giver mening for dem som kræftpatienter at tage en blodprøve i hjemmet. Hvis det viser sig at fungere tilfredsstillende for både læger og patienter, skal også patienter med andre former for kræft tilbydes muligheden for at få et apparat med hjem.
Læs hele innovationsrapporten her.
I sammenhæng med innovationsrapporten afholder Region Sjælland også hvert år en Innovation Challenge. Her opfordres alle ansatte i regionens sundhedsvæsen til at overveje mulige forbedringer i hverdagen og komme med et bud på hverdagsinnovation – i år under temaet ”Sammen om nytænkning”. Deadline er den 11. september. Udvalgte idéer pitches for et dommerpanel på Årets Innovationsdag 2020, som i år afholdes den 16. november. Det bedste bud præmieres med 125.000 kroner, der bruges til at føre idéen ud i virkeligheden.
Læs mere om Innovation Challenge 2020 her.